En af mine kolleger, Mette, har haft nogle rigtigt trælse år, men nu er hun heldigvis kommet nogenlunde ovenpå igen. Mette har altid været en meget aktiv pige, der har nydt at dyrke masser af motion, og gennem mange år havde hun for vane at tage at løbetur hver eneste morgen, inden hun skulle på arbejde.
Men for nogle år siden blev hun ramt af en sygdom, som lægerne først troede var sklerose, men som senere viste sig at være en ondartet virus, som det tog Mettes krop flere år at få bekæmpet. I den periode var hun udelukket fra at dyrke sin sædvanlige motion, for hun var i høj grad bevægelseshæmmet.
Da hun begyndte at få det bedre, valgte hun at finde en for hende helt ny sportsgren, for hun kunne ikke holde sig væk fra at dyrke en eller anden form for sport, så hun valgte at kaste sig over ridning, for når hun først har fået kæmpet sig op at sidde på en hest, kan hendes krop sagtens klare alt det øvrige, som en rytter skal kunne.
Nu fylder Mette snart 40 år, og vi kolleger på kontoret har besluttet, at Mette skal have en rigtig god gave til fødselsdagen, for hun er en dejlig kollega, der trods de vanskelige år hele tiden har formået at bevare humøret.
Mettes valg af sportsgren har faktisk gjort det let for os at finde på en gave til hende, for hendes ønskeseddel er fyldt med forskelligt udstyr til hest, så vi to, der har påtaget os opgaven med at indkøbe en gave til hende, besluttede at vi skulle køre ud til en butik med alskens udstyr til netop heste lidt udenfor byen, hvor den er indrettet i en nedlagt landbrugsejendom.
På forhånd havde vi aftalt, at vi nok skulle gå efter en bomløs dressur sadel, som var det, der stod øverst på hendes ønskeseddel. Men da vi var ude i butikken blev vi noget klogere, for sådan en sadel koster jo mere end en halv snes tusinde kroner, og så mange penge havde vi trods alt ikke på budgettet.
Derfor spurgte vi i forretningen efter et Myler bid, som også var blandt Mettes ønsker. Vi anede ikke, hvad det var for noget, men det kunne vi selvfølgelig få hjælp til. Og så bevægede vi os trods alt i en prisklasse, hvor vi kunne være med, og ekspedienten i butikken forklarede os, at der er tale om et bid med tungefrihed, hvilket helt afgjort er det bedste for en hest, så det købte vi.
Men vi havde nogle flere penge fra de indsamlede midler, så vi kiggedes os omkring for at finde endnu en gave, vi kunne få for de tiloversblevne penge, og det var heller ikke svært at finde noget i butikken til det beløb. Det endte med at vi købte en dressurgjord, for sådan en havde Mette også skrevet på sin ønskeseddel, og så passede indkøbene med beløbet. Og vi har sikret os, at Mette kan bytte gaverne, hvis hun måtte ønske det.
