Da vi var børn, havde vi nok en overdreven stor respekt for Henry, der ejede gården lige i udkanten af den lille by, hvor jeg voksede op. Henry var nemlig en meget bestemt mand, men samtidig var han en mand, der ville alle – og især da børn – det godt. Så vi var faktisk aldrig bange for ham, selv om han godt kunne finde på at råbe lidt efter os børn, hvis vi fandt på at lege på hans marker på et tidspunkt, hvor det ikke lige var så godt for de nysåede afgrøder.
Men Henry var også manden, der selv inviterede os til at bruge en udmærket kælkebakke, som også lå på hans jorder. Bakken var så tilpas stejl, at han ikke kunne bruge den til landbrugsafgrøder, så den fik lov at ligge hen og var et yndet udflugtsmål for os børn om vinteren.
Og nu er Henry død efter et langt og meget aktivt liv. Han blev faktisk lidt over 90 år gammel, og da jeg ligesom mange andre, der voksede op i den lille landsby for mange år siden, var med til Henrys begravelse i går, kunne jeg konstatere, at det stort set var hele den lille bys befolkning, der deltog i begravelsen. Begravelsen var ordnet via http://www.godafsked.dk/
Det viste i høj grad, at Henry havde været en meget populær skikkelse i byen, og han havde da også siddet mange år som medlem af kommunalbestyrelsen. Alle i byen og den nærmeste omegn kendte Henry personligt, så det blev en ceremoni med mange følelser, og det var en god ting, at Henrys voksne børn på forhånd havde orienteret både præsten og den begravelsesforretning, der stod for det praktisk, at man kunne forvente rigtig mange deltagere i begravelsen, hvilket bestemt også kom til at holde stik.
Kirken var fyldt til bristepunktet, og præsten holdt en rigtig god tale med mange personlige oplevelser i forbindelse med Henry, som præsten selvfølgelig også havde kendt. Efterfølgende var det nogle af Henrys familie og nærmeste vennekreds, der bar kisten fra kirken og ud til graven, hvor to bedemænd fra begravelsesforretningen assisterede med at få kisten sænket ned i graven.
Efter den følelsesladede begravelse havde familien inviteret til kaffebord i byens forsamlingshus, hvor der også var fyldt helt op, og under kaffebordet blev der holdt en temmelig lang række taler, som jeg må indrømme efterhånden blev lidt af en belastning, fordi alle stort set sagde det samme.
Selv om jeg ikke har været til så mange bisættelser, følte jeg alligevel, at Henrys farvel til denne verden blev til noget særligt. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg ligesom andre havde haft den store respekt for manden, der uden konkurrence var vores lille bys førstemand gennem mange år. Men dertil kom, at jeg mødte en del af mine jævnaldrende, og som jeg ikke havde set i mange år men leget meget med, da vi var børn.
Vi snakkede om, at Henry havde stået som noget særligt for os, så vi var glade for at have fået taget en god afsked med ham.
