Min bedste veninde, Mette, og jeg har kendt hinanden, siden vi begyndte i skolen, så vi har nu holdt sammen i mere end 30 år og har fulgt hinandens liv i alle årene. Vi snakker tit om vores barndom og i det hele taget de forskellige faser af livet, vi har været igennem, og hvordan vores syn på tilværelsen har ændret sig gennem årene.
Da vi var et par mere eller mindre flabede teenagetøser, handlede det selvfølgelig om at se så godt ud, at vi kunne fordreje hovederne på drengene, og vi var parate til at ofre næsten alt på det alter, men det var selvfølgelig ikke alt, hvad vi fandt på, vi kunne få lov til af vores forældre.
For eksempel måtte vi hver især plage i månedsvis, før vi som 14-årige fik lov til at få en ørepiercing, så vi kunne gå med nogle små, smarte smykker, som vi selv betragtede som noget altafgørende for at se godt ud.
Jeg kan tydeligt huske, at min mor holdt urokkeligt fast på, at hvis jeg skulle have huller i ørene, så skulle det være i øreflipperne, som hun i øvrigt også selv havde. Men jeg ville have piercet et hul i det lille stykke brusk lige foran øregangen, for det syntes jeg så smart ud. Det var faktisk min far, der kom mig til undsætning, da han tørt sagde, at det vel kunne være ligegyldigt, hvor på øret man fik lavet hul, så jeg fik lavet en tragus piercing i begge ører – den gang vidste jeg nu ikke, hvad det hed.
Da vi var blevet lidt ældre og var begyndt at have kærester sådan for alvor, nedkaldte vi begge to vores forældres vrede ved at få lavet en lille tatovering på anklen uden at bede om lov først. Men da den nu først var lavet, kunne de jo ikke gøre så meget ved det.
Men vi var begge to fyldt 18 år og derfor uafhængige vores forældres tilladelser, fik vi begge lavet en navlepiercing, og selv om vores forældre som sagt ikke længere kunne forbyde det, kan jeg huske, at vi valgte at holde den skjult for dem i ret lang tid. Det var vist mest for ikke at genere dem mere end nødvendigt, for især Mettes far har altid haft den indstilling, at en piercing af en hvilken som helst art er noget, som kun ”billige tøser” får lavet.
Nu er vi begge to selv blevet mødre, og vi taler af og til om, hvordan vi vil reagere, når vores børn kommer i den alder, at de begynder at interessere sig for piercinger. Vi har lovet hinanden, at vi vil være mere tolerante og imødekommende, end vores egne forældre var, men det bliver nu spændende at se, om vi også kan holde det løfte.
Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste, for hverken Mette eller jeg har oplevet negative følger af at få lavet vores piercinger, da vi var unge. Og i øvrigt bruger vi begge to stadig vores ørepiercinger.
