Mange samfund i den vestlige verden debatterer frigivelsen af marihuana (hash) – og nogle samfund har allerede legaliseret salg og brug af hash. Bevæggrundene er primært at fjerne den omfattende kriminalitet, der hersker overalt, hvor narkotiske og euforiserende stoffer sælges og bruges. Men er det nu klogt at frigive et så voldsomt stof som hash til fri brug?

For nogle er det dødsens alvor

Inden jeg kaster mig over argumenterne, vil jeg lige notere, at der jo er en grund til, at så mange virksomheder og organisationer tester deres medarbejdere for misbrug af marihuana og andre rusmidler, euforiserende stoffer og narkotika generelt. Salget af narkotest produkter er så højt som aldrig før. Det skyldes jo, at enhver intelligent person udmærket ved, at misbrugere ikke kan performe som ikke-misbrugere kan.

Lad os slå fast, at for eksempel hash har en berettigelse i symptomlindring for en række sygdomme, og at det bør være muligt at få det ordineret på lige fod med andre medicintyper. Men det ændrer ikke på det uimodsigelige faktum, at hash beskadiger hjernen ved regelmæssig brug!

Masser af medicin har bivirkninger, og nogle gange er der tale om alvorlige bivirkninger – men medicinen kan alligevel være helt nødvendig. Den type medicin ville man jo aldrig slippe løs i håndkøb, vel?

Hashrygere får efter en tid permanente personlighedsændringer, der blandt meget andet kan være langsommere tænkning, manglende perception, hukommelsestab og humørsvingninger. Og så sker der desværre tit det, at de søger mod stærkere rusgifte. Det er dette forhold, der ligger bag talemåden om, at “hash fører til stærkere stoffer”.

Mekanismen er den, at når et menneske først mentalt har overbevist sig selv om, at det skam er helt ufarligt at ryge et euforiserende stof, så kan det vel heller ikke være SÅ slemt lige at snuppe lidt speed, kokain eller andet. Og så er det, at problemerne for alvor begynder – og det er for sent for mange at komme ud af misbruget på det tidspunkt: Kroppen har taget permanent skade.