Hele mit liv har jeg udøvet sport. Jeg har spillet håndbold, volleyball og fodbold. Jeg har gået til atletik, og jeg har spillet tennis. Lige nu er det tennis, som er min store passion. Desværre så har tennis ligesom atletik og fodbold mv. ført til, at jeg har fået en del sportsskader. Det kan ikke undgås, at man får skader. Det kan være en hård tackling eller et for hurtigt afsæt efter en bold, som bevirker, at man forvrider en ankel. Det kan også være slag efter et fald.

Musklerne

Ofte så har mine sportsskader været relateret til musklerne. Det kan fx være en forstrækning af en muskel. Der har jeg tit kunne klare det med en god massagepistol.

I alle de år, hvor jeg har gået til en eller anden form for sport, har jeg altid fået at vide, at for at undgå sportsskader skal man sørge for to ting: Man skal sørge for at holde sig i form, og man skal sørge for, at man opvarmer sin krop og muskler ganske langsomt. Det nytter ikke noget at fare ud på banen og tro, at man kan løbe efter en bold lige med det samme. Sådan er vores krop ikke bygget.

Vi skal forklare musklerne, at de skal trække sig sammen, så vi kan gå og løbe. Og det tager lidt tid, inden de forstår det. Men jo bedre form vi er i, jo hurtigere bliver musklerne klar over, at de skal på arbejde. Nemt at forstå. Men svært at lære. Og ja, det er da også grunden til, at jeg lige nu døjer med en skade i armen. En tennisalbue. Kort og godt. Og det tager tid at komme sig over en tennisalbue. Det sker ikke fra den ene dag til den næste. Hvorfor? Fordi musklerne er nogle mærkelige tingester. De skal hvile og restitueres, førend de kan tages i brug igen. Får de ikke tilstrækkelig med hvile, ja, så gør de modstand – og skaden bliver derfor værre.

Hviletiden

Og i den tid, musklerne skal hvile, der kommer man så selvfølgelig ud af form. Det er jo logisk. Netop fordi musklerne ikke bliver brugt. Og når man så begynder at træne igen, ja så tager det lidt længere tid at komme i form og få varmet kroppen op. Det må man bare finde sig i. Det er lidt som at tage to skridt frem og et tilbage, når man har haft en sportsskade. Heldigvis er der mange måder at komme tilbage i form på igen. Nogle har brug for et decideret genoptræningsprogram, som de skal følge. Andre har brug for, at en personlig træner vejleder dem. Andre igen har bare brug for at få lov til at tage den tid, de vil uden at skulle presse sig selv. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg har efterhånden lært min lektie. Jeg må ikke skynde mig og udsætte min krop for ekstra pres. Hvis jeg gør det, så udbedres skaden ikke – eller det tager endnu længere tid, end jeg, troede, det ville gøre. At jeg så supplerer min egen genoptræning med noget selvforkælelse i form af massage og spabesøg er en helt anden snak.